Ifølge frk. Ellen Fugledes testamente fra 1973 skulle naturen bevares som den var, da hun var barn, da hun godt kunne se, hvilken vej landbruget gik. Dermed skulle Skovsgaards landbrugsarealer ikke 'moderniseres' og ‘effektiviseres’ som de fleste andre landbrug.

Så de levende hegn, vandhullerne og engene på Skovsgaards jorde står i dag som en unik perle i det danske landskab, hvor markerne stort set ser ud, som det danske landbrug gjorde i starten af 1900-tallet.

Biodiversitet og bæredygtighed

På Skovsgaard er biodiversitet et historisk formål i sig selv og derfor et naturligt hensyn i alle vores aktiviteter. Vi stræber efter at demonstrere bedste praksis for biodiversitetshensyn i en effektiv fødevareproduktion.

I Skovsgaards fødevareproduktion udvikler vi derfor nye måder at integrere biodiversitetstiltag, på basis af en økonomisk og praktisk tilgang. Vores mål er at skabe mest muligt biodiversitet med den mindst mulige indsats og investering, således at vi direkte viser og inspirerer andre til at tage andre biodiversitetstiltag på egne bedrifter.

Landbrug og skov uden sprøjtemidler

Af Skovsgaards samlede areal er 253 hektar udlagt som landbrug, der dyrkes uden brug af sprøjtemidler eller kunstgødning. Flere marker er permanent udlagt til overdrev og vedvarende græs, mens man på de dyrkede arealer bibeholder udyrkede bræmmer, der er vigtige for insekt- og dyreliv.

Afgrøderne tæller blandt andre gamle kornsorter såsom spelt, ølandshvede og emmer samt af bælgplanter, hestebønner, kløvergræs og grøntfoder til gårdens dyr.

Driften af Skovsgaards 94 hektar skov foregår, ligesom landbruget, uden hverken sprøjtemidler eller kunstgødning. Dertil er dele af skovarealet udlagt som naturskov, hvor skoven i vid udstrækning får lov til at udvikle sig på naturens egne præmisser.

Du kan læse mere om den økologiske drift her.

Genressourceprojekt: Gamle husdyrracer og plantesorter

På Skovsgaard tilstræbes det at vi opformerer og bruger egen såsæd i markerne. Ligesom vi prøver at finde og bevare lokalt tilpassede sorter og dyr.

Vi her på Skovsgaard ønsker at bevare de gamle husdyrracer – hvor vi nu har Sortbroget Jysk Malkerace – så autentiske som muligt. Det er et mål, at de gamle racer skal udføre landskabspleje på ekstensive arealer som overdrev og våde enge.

Foruden de gamle husdyrracers robusthed, nøjsomhed og velegnethed til ekstensiv landbrugsdrift og landskabspleje er de også et efterspurgt produkt i det nordiske køkken, hvilket skaber mulighed for udvikling af nye produkter og en form for Fair Trade-økonomi baseret på et værdigt dyreliv.

Ligeledes har vi på markerne gamle genressource-kornsorter som Oberkulmer Rotkorn, Langelandsk Maltbyg, Langelandskspelt, Ølandshvede, Dådyrhavre.

Sammen med andre producenter er vi en del af 'Æd den og red den'-projektet, startet af Randers Regnskov, hvor de gamle husdyrracer og plantersorter bliver avlet og dyrket som en vigtig fremtidig ressource. Deres brede og unikke genpulje kan nemlig spille en stor rolle i tilpasningen af produktionen af fødevarer i en verden med behov for bæredygtige fødevarer og produkter med unikke egenskaber i forhold til sundhed og smag.