Åbning af udstillingen ”Der var Engang – Ellens Arv” på Skovsgaard Gods – nu som et forvandlet eventyr

Efter en vellykket udstilling i foråret ”Naturens Stemme” HÅB i Thy, fortsætter natur- og blomsterkunstner Johnny Haugaard med at skabe liv og glæde for og med naturens materialer - NU på Langeland, nærmere bestemt Skovsgaard Gods, hvor han har forpagtet hovedbygningen og caféen de næste 2 år.

1.juli til 7. august 2022 kommer der atter fokus på naturen og blomsterne på Langeland. Stedet er Skovsgaard Gods, hvor historien om den sidste godsejer, Ellen Fuglede, skal vækkes til live samtidig med, at Johnny vil sætte fokus på bæredygtighed og brugen af naturens materialer til indretning af have og hjem.

Blomstermanden har i løbet af 1 måned fået pyntet det smukke, lille, røde slot op sammen med de kreative frivillige fra nær og fjern – og heldigvis har allerede mange fra Langeland og omkringliggende øer vist sig parate til at give en hånd med. Der var over 40 fremmødte til informationsaftenen, som blev holdt i caféen.

Der bliver savet, banket, boret og svejset, formet katte i både ler og græs, samt hængt små roser mm. på snor – for ”Der var Engang – Ellens Arv” skal give Langelænderne og andre skøn og lærerig historie om Ellen samt inspiration til deres egne hjem.

Med sine popcorn-ideer og vilde visioner ønsker han at give de besøgende inspiration fra historien og lære dem at bruge naturen i deres hjem på helt nye måder – naturen som allerede findes lige udenfor døren.

Alt dette kan ikke skabes uden de kreative frivillige, som kommer fra hele Danmark og giver deres arbejdskraft. Fællesskabet og sammenholdet er stærkt og unikt.

Johnny Haugaard og Co. glæder sig alle meget til at fremvise et nyt og spændende projekt på Skovsgaard.

Efter ”Der var Engang – Ellens Arv” vil holdet atter vende hovedet mod Hurup i Thy for, i august, at færdiggøre opbygningen af ”Flowerdays i Thy 2022”, som løber af stablen 1. september – 25. september, men holdet forlader ikke bare Skovsgaard – der er flere aktiviteter at vente – også i efterårsferien

Gæster på Naturens Stemme, som var sidste udstilling i Thy, skrev følgende:

”Der vil komme en ny dag, et nyt år, en ny vinter, et nyt forår – men aldrig en ny dig, tag godt vare på dig, for du findes jo bare i et eksemplar. Flot oplevelse,”

”Tak for at blive berørt på alle sanserne og følelserne. Fantastisk udstilling.”

”Sammen kan vi alt – alene kan vi intet.”

”Kære Johnny. Du har gjort det igen. Jeg er rørt til tårer i det sidste rum. Hvor var det en stærk og fantastisk oplevelse.”

”Utrolig smuk og kreativ udstilling.”

”Mageløs og inspirerende udstilling, glæder mig til den næste.”