Skovsgaard Gods har indgået et samarbejde med Gubra, som skal være med til at bringe Skovsgaard Gods helt i front med at skabe bedre vilkår for blomster, fugle, sommerfugle og andre insekter.

Skovsgaard Gods står på to ben: Økologisk landbrug og natur. Med en klimakrise og en biodiversitetskrise er det vigtigere end nogensinde før at tænke de to sammen, så vi kan skabe bedre vilkår for dyre- og planteliv samtidig med, at vi dyrker gode, sunde fødevarer uden at ødelægge miljøet.

Den udfordring tager Skovsgaard Gods helhjertet imod og er derfor glade for at kunne indgå i partnerskab med Gubra om at skabe mere biodiversitet og bedre naturoplevelser på Skovsgaard Gods.

”Vi har haft nogle fantastiske besøg på Skovsgaard Gods og ønsker at støtte op om det vigtige arbejde her med udvikling og genopretning af gamle naturarealer. Derudover arbejder Danmarks Naturfond og Skovsgaard Gods med naturformidling på en måde, hvor man kommer helt tæt på naturen. Det er meget inspirerende, og det ønsker vi at fremme,” udtaler ejer og medstifter af Gubra Niels Vrang.

Blomster og skadede træer

I samarbejdet med Gubra vil Skovsgaard Gods igangsætte en mindre produktion af frø fra almindelige danske blomster og urter, som hører hjemme og kan trives i naturen på Langeland. I skoven vil der blive lavet forsøg med at udføre veteranisering med store maskiner frem for med motorsav. Når man veteraniserer et træ, påfører man træet store eller små skader med vilje. Det kan se voldsomt ud, men et skadet og døende træ er levested for langt flere arter af insekter, svampe og fugle end et sundt træ.

På Skovsgaard Gods arbejder vi med natur og biodiversitet, og vi ønsker altid at blive bedre til det, vi laver. Med støtte fra Gubra får vi mulighed for at afprøve nogle metoder og tiltag, som vi har stor tiltro til. Hvis vi har succes med det, har vi fået nogle kraftfulde redskaber til at øge biodiversiteten på Skovsgaard og på Danmarks Naturfonds øvrige arealer. Men endnu vigtigere kan vi dele vores viden og metoder med andre naturforvaltere. På den måde rækker samarbejdet med Gubra langt ud over Skovsgaard Gods og Langeland,” fortæller Kristian Graubæk, arealforvalter på Skovsgaard Gods.

Naturen på Langeland i centrum

Gubra og Skovsgaard Gods har et stærkt værdifællesskab i kærligheden til den langlandske natur og en stor interesse i at øge biodiversitet og gode naturoplevelser.

”Vi er betagede af det Langelandske landskab og de lommer af fin natur, der er tilbage. Det ville jo være fantastisk, hvis vi kunne være med til at udbrede vores og Danmarks Naturfonds begejstring for det naturskønne område, både til danske og udenlandske turister,” udtaler administrerende direktør i Gubra Henrik Blou.

”Skovsgaard Gods har forelagt os et spændende projekt med fokus på vildgræsning og øget biodiversitet, hvilket ligger godt i tråd med Gubras egne aktiviteter i det nærliggende skov- og naturprojekt Løkkeby,” siger ejer og medstifter Gubra Jacob Jelsing.

Kristian Graubæk flyttede til Skovsgaard fra Møn i august og er ligeledes begejstret: ”Skovsgaard Gods har allerede mange fine områder med høj naturkvalitet, men der er potentiale til meget mere både på Skovsgaard og resten af Langeland. Derfor betyder samarbejdet med Gubra rigtig meget for os. Det er et samarbejde som bunder i fælles værdier og som både vil gavne naturen på Langeland og give vores gæster endnu større og vildere naturoplevelser”.

Samarbejdet med Gubra og Skovsgaard Gods løber over tre år til 2022 med en samlet donation på 500.000 kroner.


FAKTA

Skovsgaard Gods og Danmarks Naturfond

Skovsgaard Gods blev testamenteret til Danmarks Naturfond i 1979 af Frk. Ellen Fuglede, som ønskede at sikre, at ejendommen og naturen efter hendes død ikke blev udnyttet eller bebygget, men forblev på naturbevarende hænder.

Danmarks Naturfond blev stiftet i 1967 af Danmarks Naturfredningsforening med det formål at sikre danske naturperler gennem opkøb og arv.

Fonden ejer i dag 18 naturområder i hele Danmark foruden Skovsgaard Gods.

Skovsgaard Gods ligger i Hennetved på Sydlangeland. Godsets 389 hektar bliver drevet som økologisk landbrug, skov og natur med en aktiv formidling af landbrug og natur til professionelle, naturelskere, familier og uddannelsesinstitutioner. Godset har en økologisk café og gårdbutik, naturværksted og flere udstillinger og museer. www.skovsgaard.dn.dk

Gubra

Gubra er en privatejet biotekvirksomhed stiftet i 2008 beliggende i Hørsholm nord for København. Virksomheden leverer videnskabelig rådgivning, kontraktforskning og samarbejdsprojekter indenfor fedme, sukkersyge, fedtlever og relaterede sygdomme. Gubras kunder og samarbejdspartnere er primært internationale medicinal- og biotekvirksomheder og akademiske institutioner. Kampen for et bedre klima og øget biodiversitet er en integreret del af Gubras tankesæt og forretningsmodel. 10% af virksomhedens overskud går til klima og naturaktiviteter.

www.gubra.dk

For yderligere oplysninger, kontakt

Kristian Graubæk, arealforvalter Skovsgaard Gods: 21 79 92 28

Jacob Jelsing, Medejer og medstifter af Gubra: 31 52 26 52